Published in Pajamas Media

Depending on whether Islamists address Americans or fellow Muslims, the same exact words they use often relay diametrically opposed meanings. One example: when Americans hear Muslims evoke "justice," the former envision Western-style justice, whereas Muslims naturally have Sharia law justice in mind.

Islamists obviously use this to their advantage: when addressing the West, Osama bin Laden bemoans the "justice of our causes, particularly Palestine"; yet, when addressing Muslims, his notion of justice far transcends territorial disputes and becomes unintelligible from a Western perspective: "Battle, animosity, and hatred—directed from the Muslim to the infidel—is the foundation of our religion. And we consider this ajustice and kindness to them. The West perceives fighting, enmity, and hatred all for the sake of the religion [i.e., Islam] as unjust, hostile, and evil. But who's understanding is right—our notions of justice and righteousness, or theirs?" (Al Qaeda Reader, p. 43).

Of course, that Osama bin Laden—slayer of 3,000 Americans and avowed enemy to the rest—exhibits two faces, one to Americans another to Muslims, is not surprising. Yet the reader may well be surprised to discover that the controversial Cordoba Initiative, which plans on manifesting itself as the largest American mosque, situated atop Ground Zero—that is, atop the carnage caused by none other than bin Laden—also has two faces, conveying one thing to Americans, quite another to Muslims.

The very name of the initiative itself, "Cordoba," offers different connotations to different people: In the West, the Andalusian city of Cordoba is regularly touted as the model of medieval Muslim progressiveness and tolerance for Christians and Jews. To many Americans, then, the choice to name the mosque "Cordoba" is suggestive of rapprochement and interfaith dialogue; atop the rubble of 9/11, it implies "healing"—a new beginning between Muslims and Americans. The Cordoba Initiative's mission statement certainly suggests as much:

Cordoba Initiative aims to achieve a tipping point in Muslim-West relations within the next decade, bringing back the atmosphere of interfaith tolerance and respect that we have longed for since Muslims, Christians and Jews lived together in harmony and prosperity eight hundred years ago.

Oddly enough, the so-called "tolerant" era of Cordoba supposedly occurred during the caliphate of 'Abd al-Rahman III (912-961)—well over a thousand years ago. "Eight hundred years ago," i.e., around 1200, the fanatical Almohids—ideological predecessors of al-Qaeda—were ravaging Cordoba, where "Christians and Jews were given the choice of conversion, exile, or death."

A Freudian slip on the part of the Cordoba Initiative?

At any rate, the true history of Cordoba, not to mention the whole of Andalusia, is far less inspiring than what Western academics portray: the Christian city was conquered by Muslims around 711, its inhabitants slaughtered or enslaved. The original mosque of Cordoba—the namesake of the Ground Zero mosque—was built atop, and partly from the materials of, a Christian church. Modern day Muslims are well aware of all this. Such is the true—and ominous—legacy of Cordoba.

More pointedly, throughout Islam's history, whenever a region was conquered, one of the first signs of consolidation was/is the erection of a mosque atop the sacred sites of the vanquished: the pagan Ka'ba temple in Arabia was converted into Islam's holiest site, the mosque of Mecca; the al-Aqsa mosque, Islam's third holiest site, was built atop Solomon's temple in Jerusalem; the Umayyad mosque was built atop the Church of St. John the Baptist; and the Hagia Sophia was converted into a mosque upon the conquest of Constantinople.

(Speaking of, in 2006, when the Pope visited the Hagia Sophia in Turkey, there was a risk that the "Islamic world [would go] into paroxysms of fury" if there was "any perception that the pope is trying to re-appropriate a Christian center that fell to Muslims," for example, if he had dared pray there—this even as Muslims today seek to build a mosque on the rubble of the Twin Towers.)

Such double-standards lead us back to the issue of double-meanings: As for the literal wording of the mosque project, "Cordoba House," it too offers opposing paradigms of thought: to Westerners, the English word "house" suggests shelter, intimacy—coziness, even; in classical Arabic, however, the word for house,dar, can also mean "region," and is regularly used in a divisive sense, as in Dar al-Harb, i.e., "infidel region of war." Thus, to Muslim ears, while "Cordoba" offers allusions of conquest and domination, dar is further suggestive of division and separation (from infidels, a la the doctrine of al-Wala' wa al-Bara', for instance).

Words aside, even the mosque's scheduled opening date—9/11/2011—has two aspects: to Americans, opening the mosque on 9/11 is to proclaim a new beginning with the Muslim world on the ten-year anniversary of the worst terror strikes on American soil; however, it just so happens that Koranic verse 9:111 is one of the loftiest calls for suicidal jihad—believers are exhorted to "kill and be killed"—and is probably the reason al-Qaeda originally chose that date to strike. So while Americans may think the mosque's planned 9/11 opening is meant to commemorate that date, cryptically speaking, it is an evocation for all out war. A "new beginning," indeed, but of a very different sort, namely, the propagation of more Islamists and jihadists—mosques are, after all, epicenters of radicalization—on, of all places, soil sacred to America.

Some final thoughts on the history of Cordoba and the ominous parallels it bodes for America: though many Christian regions were conquered by Islam prior to Cordoba, its conquest signified the first time a truly "Western" region was conquered by the sword of Islam. It was also used as a base to launch further attacks into the heart of Europe (until decisively beaten at the Battle of Tours), just as, perhaps, the largest mosque in America will be used as a base to subvert the rest of the United States. And, the sacking of the original Cordoba was facilitated by an insider traitor—a warning to the U.S., which seems to have no end of traitorsand willing lackeys.

Such, then, is the dual significance of the Cordoba Initiative: What appears to many Americans as a gesture of peace and interfaith dialogue, is to Muslims allusive of Islamist conquest and consolidation; mosques, which Americans assume are Muslim counterparts to Christian churches—that is, places where altruistic Muslims congregate and pray for world peace and harmony—are symbols of domination and centers of radicalization; the numbers of the opening date, 9/11/11, appear to Americans as commemorative of a new beginning, whereas the Koranic significance of those numbers is suicidal jihad. Of course, the two faces of the Cordoba House should not be surprising considering that the man behind the initiative, Feisal Abdul Rauf, also has two faces.

Going along with the historic analogy, there is one bit of good news: As opposed to the vast majority of onetime Western/Christian nations annexed by Islam, Cordoba, Spain did ultimately manage to overthrow the Islamic yoke. Though only after some 700 years of occupation.

Den koptiske præst Zakaria Botros bekæmper ild med ild.

Spydpigen

Översättning av originaltexten: Islam's 'Public Enemy #1'

Skønt han kun er lidt kendt i Vesten, har den koptiske præst Zakaria Botros kaldet Islam's "Public Enemy # 1" af den arabiske avis al-Insan al-Jadid – skabt røre i den islamiske verden. Sammen med kolleger/missionærer – for det meste muslimske konvertitter – ses han ofte på arabisk kanal al-Hayat (dvs. "Life TV"). Der addresserer han kontroversielle emner af teologisk betydning – fri for censur pålagt af islamiske autoriteter eller selvpålagt gennem frygt for den nidkære pøbel, der flammede op mod de berygtede Muhammedtegninge. Botros' udsendelser om mindre kendte, men pinlige aspekter af islamisk lov og tradition er blevet en torn i øjet på islamiske ledere i hele Mellemøsten.

Botros gør en usædvanlig figur på skærmen: i præstekjole med et stort kors om halsen sidder han med både Koranen og Bibelen indenfor rækkevidde. Egyptens koptere – medlemmerne af ét af de ældste kristne samfund i Mellemøsten – er i mange henseender kommet til at personificere den nedværdigende islamiske institution "dhimmitude" (som kræver lydighed fra ikke-muslimer, i overensstemmelse med Koranen 9:29). Men den iltre Botros underkaster sig ikke, og han taler ikke med uld i mund. Han har som bekendt rettet " ti krav " til islam, krav, hvis radikale karakter han bruger til at fremhæve islams egne radikale krav til ikke-muslimer.

Resultatet? Masse-konverteringer til kristendommen – omend ofte hemmelige. Den meget offentligt omtalte konvertering af den højt profilerede italienske redaktør ved den store italienske avis, Corriere della sera, Magdi Allam – som blev døbt af pave Benedikt i Rom påsken 2008 – er kun toppen af isbjerget. Faktisk erklæredee den islamiske gejstlige Ahmad al-Qatani for et stykke tid siden på al-Jazeera TV, at omkring seks millioner muslimer konverterer årligt til kristendommen, mange af dem overtalt af Botros' offentlige præstegerning. Fornylig bemærkede al-Jazeera Life TV's "evangeliske raid" på den muslimske verden som var "uden fortilfælde". Flere faktorer forklarer Botros-fænomenet.

For det første har de nye medier – især satellit-tv og internettet (de vigtigste kanaler for Life TV) – gjort det muligt at rejse spørgsmål om islam, der kan offentliggøres uden frygt for repressalier. Det er uden fortilfælde at høre muslimer fra hele den islamiske verden – selv fra Saudi-Arabien, hvor importerede bibler bliver konfiskeret og brændt – ringe ind til showet for at diskutere med Botros og hans kolleger, og nogle gange også at acceptere Kristus.

For det andet er Botros' udsendelser på arabisk – sproget for omkring 200 millioner mennesker, de fleste af dem muslimer. Flere vestlige forfattere har offentliggjort overbevisende kritik af islam, men deres argumenter er stort set forblevet ubemærket i den islamiske verden. Botros' beherskelse af klassisk arabisk tillader ham ikke alene at nå frem til et bredere publikum, den gør det også muligt for ham at dykke dybt ned i den voluminøse arabiske litteratur – meget af denne er uudnyttet af vestlige forfattere, der er afhængige af oversættelser – og så fortælle den almindelige muslim om de modsigelser og de krænkelser af den sunde moralske fornuft, som man finder inden for dette enorme skrift-korpus.

En tredje årsag til Botros succes er, at hans polemiske teknik har vist sig uafviselig. Hver af hans udsendelser har et tema – fra det aktuelle og presserende til det esoteriske. Ofte udtrykkes det som et spørgsmål (f.eks "er jihad en pligt for alle muslimer?" "Står kvinder lavere end mænd i islam?", "Sagde Mohammed, at utro hun-aber skal stenes? " " Er det ifølge sharia gavnligt at drikke profeters urin? "). For at besvare spørgsmålet fremfører Botros meget omhyggeligt citater – er altid omhyggelig med at give kilder og referencer – fra autoritative islamiske tekster om emnet, begyndende med Koranen, så fra de kanoniske udtalelser af profeten – Hadith'en, og endelig fra ordene fra fremtrædende muslimske teologer i fortid og nutid – den hæderkronede Ulema.

Typisk er Botros præsentation af det islamiske materiale tilstrækkeligt detaljeret til at det kontroversielle emne viser sig at være et vandtæt aspekt af islam. Men uanset hvor overbevisende hans beviser er, konkluderer Botros ikke blankt, at den universelle jihad eller at det kvindelige mindreværd er grundlæggende principper i islam. Han behandler spørgsmålet som stadig åbent – og opfordrer ydmygt ulemaen, de højt agtede fortolkere af sharialovgivningen, til at reagere og vise fejlen i hans metode. Men han forlanger, at deres svar er baseret på "al-dalil vi al-burhan," – "uigendrivelige tegn og beviser," ét af hans hyppige omkvæd – ikke råben eller sofisteri.

I de fleste tilfælde er svaret fra ulema øredøvende tavshed – som kun har gjort Botros og Life TV mere tiltrækkende for de muslimske seere. De ulema'er der offentligt har svaret på Botros konklusioner er ofte tvunget til at erklære sig enig med ham – hvilket har ført til nogle morsomme (og pinlige) øjeblikke på levende arabisk TV.

Botros brugte tre år på at gøre en bred offentlighed opmærksom på en skandaløs – og autentisk – hadith om, at kvinder skal "amme" fremmede mænd, hvis de er nødt til at opholde sig med dem i kort eller længere tid. En førende hadith-lærd, Abd al-Muhdi, blev konfronteret med dette spørgsmål på live talkshow af den populære arabiske vært Hala Sirhan. Idet han valgte at sige sandheden, bekræftede al-Muhdi at amning af voksne mænd ifølge sharia er en legitim måde at gøre gifte kvinder "forbudt" for de mænd, som de er tvunget til at have kontakt med. Logikken er, at ved at have "ammet mændene" bliver de som "sønner" for kvinderne, og kan derfor ikke længere have seksuelle motiver overfor dem.

For at gøre det endnu værre, gik Ezzat Atiyya, leder af Hadith-afdelingen på al-Azhar Universitet – sunni-islams mest autoritative institution – så vidt som til at udstede en fatwa som legitimerer "Rida" al-Kibir "(sharia's betegnelse for "amme den voksne " ), hvilket fremkaldte en sådan harme i den islamiske verden, at den senere blev tilbagekaldt .

Botros spillede hovedrollen i at afsløre dette dunkle og pinlige spørgsmål og tvang ulemaen til at reagere. En anden gæst på Hala Sirhan's show, Abd al-Fatah, antydede snedigt, at hele kontroversen var foranlediget af Botros: "Jeg ved at alle mine med-paneldeltagere ser denne kanal, og den præst og at ingen af jer [peger på Abd al-Muhdi ] nogensinde kan svare ham, da han altid dokumenterer sine kilder! "

Ude af stand til at gendrive Botros, er den eneste strategi, der er tilbage for Ulema'en, at ignorere ham (bortset fra et rygte om en fem millioner dollars dusør på hans hoved). Når hans navn bliver nævnt, affærdiger de ham som en urostifter og løgner, som bakkes op af – hvem ellers? – den internationale "Jødedom." De påstår at de nemt kan tilbagevise hans punkter, men vil ikke nedværdige sig til at gøre det. Denne strategi kan tilfredsstille nogle muslimer, men andre kræver ærlige og ligefremme svar fra ulema'en.

Det mest dramatiske eksempel på dette fandt sted på et andet berømt show på den internationale station, iqra. Værten, Basma – en konservativ muslimsk kvinde i fuld hijab – bad to fremtrædende ulema'er, herunder Sheikh Gamal Qutb, tidigere stormufti ved al-Azhar Universitet, forklare lovligheden af det vers fra Koranen (4:24), der giver mænd ret til frit at parre sig med fangne kvinder. Hun spurgte gentagne gange: "Er slave-sex stadig gældende ifølge sharia?" De to ulema'er ville ikke give noget klart svar – de snakkede udenom, misforstod, løb ud ad tangenter. Basma forblev ubøjelig: Muslimske unge var forvirrede og havde brug for et svar, da "der er en vis kanal og en vis mand, der har diskuteret dette spørgsmål over tyve gange og ikke har fået nogen reaktion fra jer."

Den forvirrede Sheikh Qutb brølede, "den slags undermennesker bør ignoreres totalt!" Og stormede ud af studiet. Han vendte senere tilbage, men nægtede at indrømme, at Islam faktisk tillader sex-slaver og brugte i stedet sin taletid på at angribe Botros. Når Basma sagde "Halvfems procent af muslimer, mig selv inklusive, forstår ikke spørgsmålet om konkubiner i islam og har svært ved at sluge det," svarede sheiken: "Du behøver ikke at forstå." Hvad angår muslimer, der ser og påvirkes af Botros, bjæffede han: "Det er værst for dem! Hvis min søn er syg og vælger at besøge en mekaniker, i stedet for en læge – så er det hans problem! "

Men den ultimative årsag til Botros' succes er, at han primært er interesseret i at frelse sjæle – i modsætning til hans vestlige kolleger, som kritiserer islam fra et politisk standpunkt. Tit begynder og slutter han sine programmer med at fastslå, at han elsker alle muslimer som medmennesker og ønsker at styre dem væk fra løgn og til sandhed. Med et formål afslører han ikke bare bekymrende aspekter af islam. For før han afslutter hvert program, citerer han relevante bibelske vers og opfordrer alle sine seere til at komme til Kristus.

Botros's motiv er ikke at tilskynde Vesten til vrede mod islam, fremme "israelske interesser", eller "dæmonisere" muslimer, men at drage muslimer væk fra sharia'ens døde legalisme hen imod kristendommens åndelighed. Mange vestlige kritikere kan ikke fatte, at for at tage magten fra den radikale islam, skal noget theocentrisk og åndeligt tilfredsstillende tilbydes i stedet – ikke sekularisme, demokrati, kapitalisme, materialisme, feminisme osv. Én religions sandheder kan kun udfordres og erstattes af sandhedern i en anden. Og derfor har Fader Zakaria Botros bekæmpet ild med ild.